Preview: Brøndby IF - F.C. København

25.10.2024 11:25

 

 

KARANTÆNER

 

Brøndby IF: Ingen

F.C. København: Ingen

 

 

STILLING I 3F SUPERLIGA

 

Københavnerderby på Brøndby Stadion. Hjemmeholdet Brøndby IF ligger placeret på sjettepladsen med 18 point og en målscore på +4, mens gæsterne fra F.C. København indtager førstepladsen med 24 point og en målscore på +10. Værterne skal forsøge at revanchere deres 1-0 nederlag til AGF i Aarhus i 12. spillerunde, og hvilken bedre scene at gøre det på end et udsolgt Brøndby Stadion. Der venter dog en vanskelig opgave for den vikarierende cheftræner Frederik Birk og Brøndby mod et F.C. København mandskab, der med tre sejre og 10 point i seks udekampe har været sæsonens bedste hold på fremmed græs. De blå/gule fra Vestegnen vil med en sejr skabe kontakt til holdene i toppen af tabellen, mens de med et nederlag kan risikere at droppe ud af Top 6. Hjemmeholdet har derfor allerede efter 12 spillerunder kniven for struben og er pisket til at hente point mod ærkerivalerne for at holde sig inde i guldkampen. F.C. Københavnerne vil med tre point på Brøndby Stadion konsolidere førstepladsen i 3F Superliga og øge afstanden til hele ni point. Et interessant og intenst Derby venter.

 

 

 

HEAD TO HEAD

 

F.C. København og Brøndby IF har braget sammen hele 108 gange i Superliga-regi. Her har F.C. Københavnerne domineret med 53 sejre, men på Brøndby Stadion har det været meget lige. Her har Brøndby IF vundet 19 og F.C. København vundet 21, mens de resterende 12 er endt uafgjort. De seneste sæsoner har Byens Hold også haft medvind i de fleste Derbys. F.C. København har trukket sig sejrrigt ud af fem af de seneste 10 indbyrdes opgør mod Brøndby IF og er ubesejret i fem af holdenes sidste seks møder. De sidste tre dueller på Brøndby Stadion er vundet af gæsterne og F.C. København kan med en sejr tage fjerde derby-sejr på stribe for første gang nogensinde.

 

 

 

FORM

 

Brøndby IF har hentet syv point i deres seneste seks 3F Superliga kampe. Mens to af de sidste tre kampe er tabt har det set bedre ud på hjemmebane. På Brøndby Stadion er de sidste to kampe mod Sønderjyske Fodbold og FC Midtjylland blevet vundet med cifrene 2-0, så der er grund til optimisme for hjemmeholdets fans. 

 

 

F.C.. København har hentet 13 point i de seneste seks spillerunder. Tre af de sidste fire kampe er vundet og man skal tilbage til 8. spillerunde for at finde et F.C. København nederlag (FCM). På fremmed græs har pilen derimod peget nedad for københavnerne, der blot har skrabet én enkelt sejr - mod bundholdet Vejle Boldklub - sammen i deres sidste fire udekampe.  

 

 

 

MÅL OG HØJDEPUNKTER FRA SIDSTE 10 INDBYRDES OPGØR

 

 

 

FUN FACT

 

F.C. København har scoret 14 af sæsonens 24 mål efter det 60. minut (60%). Flest af alle hold i ligaen.

 

 

ONE TO WATCH

 

Clement Bischoff har fået sit store gennembrud i 3F Superliga i denne sæson. Den blot 18-årige venstre back har været direkte involveret i fem scoringer - tre mål og to assist - i 12 kampe og var med to målgivende afleveringer om nogen manden bag Brøndbys 2-0 sejr over FC Midtjylland i seneste hjemmekamp på Brøndby Stadion. Han er solid defensivt men især offensivt har Bischoff været en fornøjelse at se i første halvdel af Grundspillet. Han er den forsvarsspiller med flest afslutninger og kun FC Midtjyllands midtbanekreatør Aral Simsir (46) har noteret sig for flere succesfulde driblinger end Bischoff (27) i 2024.-25 sæsonen. Han har et veludviklet blik for sine medspillere og kun syv spillere i ligaen har skabt flere chancer end ham i de første 12 spillerunder. Hold derfor øje med den unge Masterclass komet i derbyet søndag.

 

 

 

HVEM TRÆKKER DET LÆNGSTE STRÅ I DERBYET?