Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Viborg F.F: Vores kultur skal være et tydeligt konkurrenceparameter

20.11.2025 09:19

I en fodboldverden præget af udskiftninger, omskiftelighed og et konstant resultatpres kan kulturen blive et anker. Hos Viborg F.F. er kulturen noget, der skaber identitet, tryghed og retning – og som gør klubben bedre rustet til transfervinduer, skift af årgange og de daglige krav i elitefodbolden.

I en ny podcast fra GameChanger fortæller Akademi- og fodboldudviklingschef, Mads Holm, hvordan klubben arbejder målrettet med kulturen og ser den som »et middel til trivsel for både medarbejdere og spillere,« ligesom kulturen er fundamentet for de præstationer, VFF skal nå på den lange bane.

Kulturen sætter rammen for hverdagen, men er også et tydeligt konkurrenceparameter og en helt central del af klubbens udviklingsstrategi, fortæller Holm:

"Vi tror på, at det kan blive en konkurrencefordel på den lange bane, fordi vi kan øge trivslen blandt vores spillere og vores stab. Det skaber tilknytning, at vi har en stærk og defineret kultur, som gør, at folk vælger Viborg F.F. til og kan identificere sig med klubben."

 

Ja tak til »lidt krydderi« – nej tak til egoister

Et af Viborg F.F.’s centrale greb er den kulturelle spillestil, Viborgvejen. Den bruges aktivt, når der trænes, og når der udtages hold til weekenden:

"Den kulturelle spillestil tilgår vi på samme måde som vores fodboldspillestil" pointerer Holm og uddyber:

"Vi træner vores fodboldspillestil ude på banen, sætter nogle øvelser op, træner nogle bestemte metoder for at sandsynliggøre, at vi lykkes i weekenden. Det samme gør vi med vores kulturelle spillestil: Vi øver os i det, vi træner nogle bestemte metoder, vores måder at være sammen på, vores måder at være organisation på i forhold til den kultur, vi ønsker."

Psykologisk tryghed er et af de vigtigste principper, for spillerne skal kunne spørge, undre sig og udfordre uden frygt for reaktioner:

"Vi tror ikke på, at det der med at gå ned og skabe frygt og skælde spillerne ud, skaber resultater og præstationer. […] ’Hårtørreren’ nede i omklædningsrummet – den duer ikke i Viborg" understreger han.

Psykologisk tryghed blandt andet handler om at skabe et miljø, hvor kollektiver og det mellemmenneskelige vægtes højt, men hvor der også er plads til forskellighed. Det gælder således om at få forskelligheder til at passe ind i fællesskabet:

"Det er ok at have nogen, der er individualister, nogen der kan noget ekstra, nogen der være med til at skabe lidt krydderi. Vi vil bare ikke have egoister" siger Holm.


Få indblik i Viborg F.F.’s kultur som et vigtigt konkurrenceparameter: Lyt på Spotify eller i Apple Podcast.