
Kristian Tuxen Ladegaard Berg/Zuma/Ritzau Scanpix
6 svar vi fik i 25. spillerunde
15.04.2025 04:21
Brøndby IF fik en vigtig sejr, der sender dem med i kampen om Mesterskabet, Viborg FF kommer op på 7. pladsen og så missede Vejle Boldklub muligheden for at komme over nedrykningsstregen. Her er 6 ting vi lærte i 25. spillerunde.
Lyngby Boldklub hænger på
Jonathan Amon sørgede for uafgjort i Aalborg med sit mål i slutningen af kampen, og det kan vise sig at være en vigtig scoring i kampen for overlevelse. Den betyder, at der trods alt kun er fire point op til Sønderjyske Fodbold og AaB, og det er inden for rækkevidde. Hvis aalborgenserne havde vundet opgøret, så havde der været hele syv point imellem dem og Lyngby Boldklub.
Brøndby IF melder sig som kandidat til mesterskabet
Det var en bedre målscore, der sendte Brøndby IF i Mesterskabsspillet i stedet for Silkeborg IF og holdet fra Vestegnen var hele 12 point efter en førsteplads efter 22 spillerunder. Nu er historien en helt anden. Brøndby IF har vundet tre på stribe og de er nu kun fem point efter en førsteplads. De har hentet hele otte point på FC Midtjylland på tre kampe og tre point på F.C. København. Frederik Birks mandskab er det mest formstærke i Mesterskabsspillet, og lige nu ligner de et hold, der kommer til at spille med om guldet.
Viborg FF har lige nu kurs mod Europa Playoff
Der var en direkte dyst om 7. pladsen, da Viborg FF havde besøg af Silkeborg IF. Gæsterne var foran, men to flotte frisparksmål af Isak Jensen sørge både for en sejr og et hop op i tabellen. Dermed bytter de to midtjyske hold plads i tabellen, og så er det pludselig viborgenserne, der har den vigtige 7. plads, der kan være en billet ud i Europa til den kommende sæson.
Historisk dårlig start af FC Midtjylland
For første gang er FC Midtjylland startet et Mesterskabsspil med tre kampe uden sejr. I 2018/19-sæsonen startede klubben med to uafgjorte, inden første sejr kom, men nu er det blot blevet til en afgjort og to nederlag i Slutspillets tre første kampe. Torsdag venter der en vigtig kamp, når F.C. København kommer på besøg, og det er en rigtig god mulighed for at få vendt formen.
FC Nordsjællands medaljedrømme lever
5-2 og hattrick af Benjamin Nygren. De hjemmefans, der mødte op på Right to Dream Park fik både god underholdning og tændt deres håb om bronzemedaljer. Med sejren over Randers FC har nordsjællænderne nu kun fire point op til Brøndby IF på tredjepladsen, og netop de to klubber mødes på Brøndby Stadion fredag. Der er vi meget klogere på FC Nordsjællands chancer for metal.
Vejle Boldklub bliver under nedrykningsstregen
Med en sejr over Sønderjyske Fodbold havde Vejle Boldklub chancen for at rykke op på den sjove ende af nedrykningsstregen og komme væk fra sidstepladsen for første gang siden 2. spillerunde. Men det blev til et nederlag på et enkelt mål og dermed er nu hele seks point op til sønderjyderne, der ligger på den vigtige 10. plads, der giver en sæson mere i 3F Superliga.