
Morten Kjær/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
6 grunde til du skal se 5. spillerunde
15.08.2025 07:29
Det er helt tæt i tabellen efter fire spillerunder, og der kan ske meget, når de 12 hold spiller om point og for at finde formen i 5. spillerunde.
Er fjerde gang lykkens gang for FC Nordsjælland?
Der er et par negative stimer, som FC Nordsjælland skal forsøge at stoppe i fredagens kamp mod F.C. København. Nordsjællænderne har både tabt tre i træk i ligaen og til F.C. København, og derfor vil det være tiltrængt med point, når mestrene kommer på besøg på Right to Dream Park. Med et nederlag risikerer holdet ovenikøbet at ligge sidst i ligaen, når 5. spillerunde er ovre.
Hvor peger pilen hen for FC Fredericia og Sønderjyske Fodbold?
Både FC Fredericia og Sønderjyske Fodbold har som mål at undgå nedrykning, og derfor er kampen mellem de to klubber fredag aften ekstra interessant. Der er lang tid til, at det begynder at spidse til, men tre point i en kamp som den fredag på Monjasa Park kan komme til at få stor betydning, når regnskabet skal gøres op efter 32 spillerunder.
Kan Vejle Boldklub drille FC Midtjylland?
Der har været mange gode momenter for Vejle Boldklub i starten af sæsonen, og i holdets seneste kamp på eget græs blev OB besejret med hele 4-0. Hvis holdet finder det gode spil frem igen, så skal FC Midtjylland være opmærksomme søndag eftermiddag. Hvis F.C. København vinder fredag aften i Farum, så vil det lune med tre point for midtjyderne, men et velspillende Vejle-mandskab kan sagtens komme i vejen for det.
Hvem af Viborg FF og Silkeborg IF ligner mest et top 6-hold?
Der kan godt være, der ikke bliver plads til både Viborg FF og Silkeborg IF i Mesterskabsspillet, men der kan måske blive plads til et af de to mandskaber. Derfor er det er vigtigt opgør, når klubberne mødes søndag eftermiddag. Selvom det først er efter 22 spillerunder, ligaen deles, så er form og point bare vigtigt frem mod foråret.
Er Brøndby IF tilbage på sporet?
Nederlag til Viborg FF på hjemmebane og Vikingur i Island var et hårdt slag Brøndby IF, og spørgsmålet var, hvor meget de to nederlag ville få for truppen. Men siden da har spillerne og ikke mindst cheftræner Frederik Birk haft to gode oplevelser. Først blev Vejle Boldklub besejret på hjemmebane og senest gik holdet videre i kvalifikationen til Conference League efter et imponerende comeback. Rider klubben videre på den bølge eller er der noget at rynke på panden over? Vi får måske svaret søndag aften kl. 18 i Randers.
Er AGF kommet i gang?
Der kan kun været sparket en god gang selvtillid ind i AGF efter den flotte første sejr i sæsonen i 4. spillerunde i Parken. Nu skal aarhusianerne på endnu en svær opgave ude mod Alexander Zornigers OB. AGF er helt sikkert en klub, der har ambitioner om at komme i top 6, og det vil være et skridt i den rigtige retning for Jakob Poulsen og hans spillere, hvis de får anden sejr på stribe.