Danish Superliga

Det europæiske togt starter i aften

Finalerne i Champions League og Europa League blev spillet fredag og søndag aften, hvor Bayern München og Sevilla med henholdsvis en 1-0 sejr over Paris St. Germain og en 3-2 sejr over F.C. Københavns banemænd Manchester United, kunne løfte de to eftertragtede europæiske trofæer. Dermed ligger det fast, at Danmark med en pointhøst i 2019-20 sæsonen på godkendte 5.125 koefficientpoint avancerer fra 16. til 13. pladsen på den europæiske rangliste, hvilket betyder, at hele fem danske hold - for første gang siden 2014-15 sæsonen - vil være med i bowlen, når der skal trækkes lod til de europæiske turneringer i 2021-22 sæsonen. Og det bliver bedre endnu. Skulle næste sæsons Champions League blive vundet af et hold, der i forvejen har kvalificeret sig til Europas fornemmeste turnering via deres nationale liga, vil de danske mestre i 2020-21 sæsonen først gå ind i Champions League kvalifikationen helt henne i Playoff-runden og dermed som minimum være sikret deltagelse i Europa League gruppespillet.

Fire danske hold skal i denne sæson ud at forsvare de danske farver i Champions League og Europa League. Det drejer sig om Danmarksmestrene FC Midtjylland, sølvvinderne F.C. København, bronzevinderne AGF og Pokalvinderne fra SønderjyskE. De danske mestre fra FC Midtjylland træder ind i Champions League turneringen allerede i aften, mens AGF gør comeback i det fine selskab efter 8 år uden europæisk deltagelse, når de torsdag aften skal forsøge at kvalificere sig til 2. kvalifikationsrunde i Europa League mod finske FC Honka. Sølvvinderne F.C. København træder ind i Europa League 2. kvalifikationsrunde 17. september, mens Pokalvinderne SønderjyskE først skal i aktion en uge efter i 3. kvalifikationsrunde i Europa League. 

 

POSITION

KLUB

TURNERING

STAGE OF ENTRY
Danmarksmester FC Midtjylland Champions League 2. Kvalifikationsrunde
Sølvvinder F.C. København Europa League 2. Kvalifikationsrunde
Bronzevinder AGF Europa League 1. Kvalifikationsrunde
Vinder af Sydbank Pokalen SønderjyskE Europa League 3. Kvalifikationsrunde

 

Skulle FC Midtjylland gå hen at tabe i Bulgarien til Ludogorets er midtjydernes europæiske eventyr ikke forbi. Et exit i Champions League vil nemlig betyde, at de danske mestre træder ind i 3. kvalifikationsrunde i Europa League. Vi krydser fingre for en stærk dansk uge med to sejre til FC Midtjylland og AGF, så Danmark kan holde fast i den fine Top 15 placering på den europæiske rangliste. En Top 15 placering der vil sikre, at Danmark også har fem hold med i Europa i 2022-23 sæsonen.

Ludogorets - FC Midtjylland vises i aften på TV3+ og Viaplay kl. 19.30, mens AGF - FC Honka kan ses på 6'eren og DPlay torsdag aften kl. 19.00.  

Udgivet
24/08/2020