Danish Superliga

Skabelsen af Randers FC

Randers FC blev skabt i 2003, men hvordan gik det egentlig til. Her får du historien om, hvordan Randers FC blev til.

Det er forår 2002. Under dygtig ledelse af cheftræner Kim Poulsen har Randers’ eneste divisionsklub, Randers Freja, lagt nogle sportsligt mareridtsagtige år bag sig, og den fodboldmæssige optimisme spirer igen i Randers. De blåstribede er med i toppen af den næstbedste række.

Med stærke lokale spillere som Chris Sørensen, Michael Gravgaard, Svenne Poulsen, Rene Svendsen, Rasmus Katholm, Morten Lauritsen, Peter Brandenborg og Michael Laursen slår Randers Freja blandt andre HFK Sønderjylland med 8-0 i en tv-transmitteret kamp, og er med i semifinalen i DBUs pokalturnering, hvor de over to kampe møder Superligamandskabet fra OB. Fynboerne vinder det første opgør 1-0 hjemme i Odense, og da returkampen i Randers ender 0-0, er OB klar til finalen, men præstationerne aftvinger respekt. Uden for kridtstregerne er historien imidlertid en anden. Her trækker de sorte skyer sig sammen om den kronjyske fodboldklub.

Symbolsk er det danske forårs- og sommervejr i 2002 regnfuldt og varmt med sjældent mange kraftige tordenbyger, som sætter himmel og hav i bevægelse, alt imens euroen gør sit indtog i en række europæiske lande. Men i Randers er fokus hverken på vejret, euroen eller for den sags skyld sommerens VM- slutrunde i Japan og Sydkorea med dansk deltagelse. Det handler i stedet om at redde områdets eneste divisionsklub fra en truende konkurs og dermed undgå, at fodbold på topniveau i Randers bliver afløst af amatørfodbold i Danmarksserien. Det ser sort ud. Søndag den 2. juni 2002 skal Herfølge Boldklub gæste Randers Stadion i et vaskeægte topbrag i 1. division. Problemet er blot, at pengekassen er tom, og der skal udbetales løn til spillerne tre dage inden – fredag den 31. maj. Om kampen mod Herfølge bliver spillet, er et åbent spørgsmål.

Den truende konkurs får en gruppe erhvervs- og fodboldfolk, samt forhenværende borgmester Keld Hüttel og Randers’ nye borgmester Michael Aastrup Jensen, til at mødes. Kan der gøres noget? Resultatet bliver, at spillernes lønudbetaling sikres – i hvert fald i en måned. Samtidig bliver der givet håndslag på at arbejde videre på nogle konkrete planer, der på længere sigt skal sikre fodbolden i Randers. Hovedinitiativtageren var erhvervsmanden Torben Hansen:

-Jeg havde en dreng, der spillede i Randers Freja. En dag kom min daværende hustru hjem og fortalte, at klubben var ved at gå konkurs. Hun spurgte, om jeg ikke kunne gøre noget ved det? For knægtens skyld! På det tidspunkt havde jeg aldrig set en kamp med Randers Frejas førstehold. Men jeg lovede at kigge på det og holdt hurtigt et møde med klubben. Det så betydeligt værre ud, end jeg havde regnet med, og min første melding var faktisk, at det kunne jeg ikke gøre noget ved. Dertil så det alt for sort ud. Men efter en kort tænkepause valgte jeg alligevel at prøve. Jeg kontaktede en række af byens stærke erhvervsfolk, samt Keld Hüttel og Michael Aastrup Jensen. Alle var positive, og selvom det i første omgang handlede om at skaffe penge til spillernes løn, gik vi med det samme i gang med at drøfte fremtidens setup. Det lykkedes os ikke helt at skaffe alle pengene til lønudbetalingen inden fristen. Men jeg troede på det og garanterede for beløbet. Jeg gik selv ud på træningsbanen og fortalte spillerne, at deres løn var sikret, og at de derfor skulle spille om søndagen, beretter Torben, der også husker, at søndagens kamp mod Herfølge Boldklub endte uafgjort 4-4 efter en herlig fodboldkamp.

En af de erhvervsfolk, der var positive overfor ideen med Randers FC, var erhvervsmanden Peter Halvorsen, der var indehaver af Essex. Peter kom senere til at spille en stor rolle i opbygningen af Randers FC – både som bestyrelsesmedlem i Randers FC, formand for Randers FC Holding A/S og som sponsor.Peter Halvorsen:

-Jeg er jo gammel Randers-dreng, og har også selv spillet for Randers Freja. Så da jeg hørte, at klubben manglede penge, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville hjælpe. Samtidig lød visionerne for klubben helt rigtige.

Med udbetalingen af maj-lønnen var der arbejdsro. I hvert fald i en måned. Derfor bliver der for alvor taget fat på planerne for fremtiden. De første tegninger til det, vi i dag kender som Randers FC, er i støbeskeen. Torben Hansen:

-Mens vi arbejdede stenhårdt på at udbedre økonomien, blandt andet ved at få en akkord på plads for Randers Freja, blev vi også hurtigt enige om, at vi ikke ville have den hårde konkurrence imellem klubberne i Randers og omegn. Skulle fodbolden i Randers for alvor gå en lys fremtid i møde, handlede det om, at områdets klubber skulle med i et fællesskab. Vi skulle skabe byens og områdets hold. Det var også den holdning, potentielle sponsorer gav udtryk for. Skulle de støtte fodbolden i Randers, skulle det være hele områdets hold. Også fordi det ville give endnu bedre muligheder for at skabe et stærkt fundament af tilskuere og generel opbakning. Derfor skulle vi have nogle af byens øvrige klubber med på banen.

Mens Randers Freja følger op på 4-4 kampen mod Herfølge Boldklub ved at besejre et andet tophold; Frem, 3-1 i Valby Idrætsspark, har Hans Mogensen, tidligere divisionsspiller i Randers Freja og daværende formand i Kristrup Boldklub, grebet udfordringen med at finde fælles fodslag mellem klubberne i og omkring Randers. Han har taget kontakt til repræsentanter fra Randers Freja, Randers KFUM, Hornbæk SF, Dronningborg Boldklub, Kristrup Boldklub og Vorup FB. Alle er som udgangspunkt positive overfor et overbygningssamarbejde, men betingelserne er forsat ikke på plads. Samtidig arbejder gruppen af erhvervsfolk og politikere fortsat intenst på at finde sponsorer og investorer. Og responsen er positiv, så længe det bliver en klub for hele Randers og omegn.

Efter nogle ugers hårdt og intensivt arbejde i kulissen – alt imens Danmark bliver slået ud af England i ottendedelsfinalen ved VM-slutrunden i Japan og Sydkorea, hvor Brasilien senere hjemfører titlen – bliver de seks moderklubber enige om et udkast til et samarbejde. I øvrigt seks klubber, der i forvejen kendte hinanden fra et samarbejde om at arrangere banko – og derfor populært hed ”Bankoalliancen”. Klubbernes formænd i form af Lars Frank Nielsen, Randers KFUM, Peter Eriksen, Dronningborg Boldklub, Lars W. Knudsen, Randers Freja, Poul ”Joe” Kristensen, Hornbæk SF, Jacob Nielsen, Vorup FB og Hans Mogensen, Kristrup Boldklub, bliver enige om en aftale, der grundlæggende baseres på, at Randers Freja afgiver A-aktien og udlåner licensen til det nye fodboldselskab.

-Det har været benhårdt arbejde. Alle har givet og taget, og nogle har været på vej ud ad døren, men er blevet hevet tilbage til bordet for at komme videre med arbejdet. Det har været enormt positivt at deltage. Jeg er overbevist om, at et overvældende flertal af klubberne vil sige god for aftalen. Navn og trøjefarve er næste fase. Nu har vi det ene ben på plads i overbygningen, lød det dengang fra Hans Mogensen i Randers Amtsavis.

Torben Hansen mindes tiden omkring etableringen af Randers FC som yderst hektisk, og på mange måder også en kontrast til hans normale virke som forretningsmand.

-I forretningsverdenen handler det om afkast, ”value for money” og om at skabe en forretning. Det gør det selvfølgelig også i fodboldens verden, men her er der tilsat massevis af følelser og hjerteblod. Det var virkelig noget, jeg skulle lære. Samtidig lærte jeg også, at man skal være meget rund i sportens hverdag. Du må helst ikke stikke ud politisk eller have markante holdninger. For uanset partifarve og holdninger handler sport om at stå sammen og opnå et fælles mål. Det var alle bevidste om i etableringen af Randers FC.

Randers FC bliver definitivt en realitet den 25. november 2002. På en ekstraordinær generalforsamling bliver selskabsudvidelsen endeligt vedtaget, og baner dermed vej for de 1,7 millioner kroner en række investorer vil spytte i den ellers slukne pengekasse. Også vedtægtsændringerne, der blandt andet medførte navneændring til Randers FC, bliver vedtaget. Samtidig præsenteres klubbens nye logo. Efter generalforsamlingen skal DBU have papirerne til endelig godkendelse, for at Randers FC juridisk set vil være en realitet. Det bliver betragtet som en formalitet, og med virkning fra den 1. januar 2003 vil Randers FC således erstatte Randers Freja i 1. division. Trekløveren på brystet bliver skiftet ud med en vrinskende hest, og den blåstribede spilledragt skiftes ud med en den lyseblå farve, som vi kender i dag. Efter et halvt år intensivt og benhårdt arbejde er Randers FC en realitet.

Denne artikel er leveret af Randers FC.