Danish Superliga

Det første hattrick i Telia Parkens historie

David Nielsen fik æren af at være den første, der scorede hattrick i Telia Parken. Seks år efter indvielsen af den nye Nationalarena kom han ind i pausen og scorede tre mål mod Lyngby på under en halv time.

I denne uge er det 25 år siden, man begyndte at rive den gamle Idrætspark ned, og ca. 2 år senere var PARKEN klar til indvielse. FC København måtte spille deres første hjemmekampe på Østerbro Stadion, men lørdag den 12. september 1992 rykkede de ind i Nationalarenaen og spillede 2-2 mod Lyngby. Der skulle gå mere end seks år, før der blev scoret et hattrick på det nye stadion, og æren tilfaldt David Nielsen, hvilket ikke er helt overraskende, når man ser på hans meritter som målscorer for FCK.

Det var den 18. oktober 1998, og modstanderen var igen Lyngby, som David Nielsen tidligere havde spillet for. David Nielsen kan sagtens huske, at han først kom på banen i pausen:

- Jeg har sikkert være skide sur over at starte på bænken, og jeg husker også udmærket hattricket, men ikke de enkelte scoringer, fortæller David Nielsen.

- Du havde været med i alle kampe det efterår, undtagen de to foregående mod Levski Sofia og AaB, men det var vist ikke på grund af karantæne?


19981018-175539-1_10mb.jpg


David Nielsen header FCK foran 4-1 mod Lyngby

- Det skal nok passe, jeg havde spillet meget det efterår og har nok været lidt småskadet. Men det er jo mange år siden!

- Jeg har heldigvis målene på et gammelt VHS-bånd, så vi kan genopfriske hukommelsen!    

- Det er vildt nok, at det er det første hattrick i PARKEN, det var jeg ikke engang klar over, siger David. - Men jeg blev også købt for at score mål. Jeg kom fra Fortuna Düsseldorf i vinteren 1997, hvor FCK havde haft et virkelig dårligt efterår, og jeg kan huske, at jeg ikke scorede så mange mål i foråret. Men de begyndte at komme i den næste sæson 1997-98, og jeg var topscorer i klubben de næste tre år.


19981018-184141-l_6mb.jpg


David Nielsen i kamp for FCK

- Men det var og er heller ikke nemt at lave mål for FCK, det er nok nemmere at blive Superliga-topscorer i mange andre klubber. Der er noget mentalt i at skulle begå sig i København. Man skal bl.a. have fansene med sig, men det fik jeg også. Men det er ikke et sted, hvor man bare lige bliver topscorer, det har også vist sig i eftertiden, konstaterer David Nielsen.

Denne artikel er leveret af F.C. København