Danish Superliga

Ugens Kamp - Spillerunde 1

Brøndby IF - FC Midtjylland
Søndag kl. 18.00 på Brøndby Stadion

Optakt

Der er et spændende opgør i vente, når Brøndby IF søndag aften tager imod FC Midtjylland på Brøndby Stadion. Begge hold skal i aktion i aften i Europa League kvalifikationen, så der er ingen undskyldninger ift. at være mindre udhvilet end modstanderholdet. Kampen kan give de første indikationer omkring styrkeforholdet mellem de to medaljeaspiranter og mange øjne vil hvile på to af sidste sæsons helt store oplevelser Hany Mukhtar og Paul Onuachu fra henholdsvis Brøndby og FCM.

Der har været heftig udskiftning i begge holds trupper i sommerens transfervindue, så det bliver interessant at se, hvor hurtigt nytilkomne profiler som Halimi (BIF), Korcsmar (FCM), Blazek (BIF) og Sørloth (FCM) finder sig til rette i den danske Alka Superliga. I Brøndby har man sagt farvel til hele fire midtbanespillere i form af Rodolph Austin, Thomas Kahlenberg, Frederik Holst og Lebogang Phiri, mens man hos FC Midtjylland har haft held med at fastholde stammen på holdet og brugt pausen til at supplere med nye unge kreative kræfter til truppen. Hvilken midtbanekonstellation Brøndby træner Alexander Zornigers midtbane vælger på søndag, kan man måske få en lille indikation om i aften, når Brøndby støder sammen med finske VPS Vaasa i Europa League kval. Hvem der vinder midtbaneduellen bliver uden tvivl meget afgørende for kampens udfald.

 

Kampens profiler

Som nævnt vil manges øjne hvilke på Brøndbys offensive omdrejningspunkt Hany Mukhtar, som tog Alka Superliga med storm i sin første sæson. Får han plads til at vende foran midtjydernes 4-back linje kan det blive en vanskellig kamp for gæsterne. Hos FC Midtjylland har Paul Onuachu været flyvende i opstarten og sluttede også sidste sæson af med prisen som Månedens Spiller i juni. Kan Jakob Paulsen, Rilwan Hassan og de øvrige offensive midtbanespillere fra ulvene få sat ham op i feltet, vil han blive svær at holde fra scoring. En sidste interessant spiller at holde øje med er nytilkomne Kasper Fisker, der i pausen har taget turen over sundet fra Randers FC. Han ligner umiddelbart et rigtig godt match ift. Brøndbys offensive spillestil med højt aggressivt pres, så måske den elegante kantspiller kommer til at notere sig for flere mål end i sidste sæson, hvor han blot nettede to gange i 34 kampe. 

 

Seneste indbyrdes kampe

Det ligner på forhånd en målrig affære på Brøndby stadion, hvis angriberne har fået banket sommerferierusten af i træningskampene. I sidste sæson mødtes de to mandskaber fire gange, og her blev der scoret hele tyve gange, hvilket svarer til et snit på 5 mål pr. kamp. Fansene kan derfor godt glæde sig til en målrig affære mellem to hold der vil gå offensivt til værks i jagten på tre point og en god pointmæssigt start på den nye sæson. FC Midtjylland må være en af Teemu Pukkis yndlingsmodstandere, da han sidste sæson scorede hele seks gange mod Ulvene, så gæsterne skal ikke give Brøndbys finske angrebses for meget plads, hvis de har forhåbninger om at holde buret rent. Hjemmeholdet må nok påtage sig en lille favoritværdighed, da de i sidste sæson vandt begge opgør på Brøndby stadion.
  

Kampen vises med optakt fra kl. 17.00 på TV3+. 

 

Rigtig god kamp !