Danish Superliga

Ugens Kamp - Runde 2

FC Nordsjælland – Brøndby IF

Søndag kl. 16.00 på Right to Dream Park

Optakt

Der er et spændende sjællandsk topopgør i vente, når FC Nordsjælland søndag kl. 16.00 tager imod Brøndby IF på Right to Dream Park i Farum. Begge hold fik en forrygende start på sæsonen, da FC Nordsjælland kunne tage alle tre point med hjem fra Odense, og Brøndby slog medaljeaspiranterne fra FC Midtjylland med hele 4-0 på Brøndby Stadion. 

FC Nordsjælland har i sommerpausen sagt farvel til topscorer Marcus Ingvartsen, der i sidste sæson scorede hele 23 mål, så det er nu op til det offensive trekløver Godsway Donyoh, Ernest Asante og Emiliano Marcondes at udfylde tomrummet og få netmaskerne til at blafre. Også midtbanedirigent Stanislav Lobotka har forladt Farum, og her hviler de fleste øjne på kreative Mathias Jensen, der spillede et brag af en kamp mod OB. Den gode præstation krydrede han med en assist, der ledte tankerne hen på Michael Laudrups tid i Barcelona.

Brøndby åbnede sæsonen med en sand magtdemonstration mod FC Midtjylland, som blev presset helt i bund på Brøndby Stadion. Brøndbys høje pres kunne gæsterne simpelthen ikke håndtere, og de kreative kræfter Mukhtar og Halimi samt angrebsduoen Kliment og Pukki var på dagen en for stor mundfuld for midtjyderne. Brøndby IF har forstærket sig markant i den seneste uge, hvor de har hentet flere nye spillere ind - herunder to yderst spændende navne i form af U21-landsholdsanfører Lasse Vigen Christensen og Simon Tibbling, der er hentet i henholdsvis Fulham FC og Groningen. Det bliver interessant at se, om de to kommer i aktion i søndagens opgør.

 

Kampens profiler

I første spillerunde var Mathias Jensen den helt store åbenbaring for FC Nordsjælland. Den unge midtbanekomet er udset, som aftager efter Stan Lobotka, og skal hjemmeholdet have alle tre point, skal Jensen igen søndag ramme sit topniveau og vinde nøgleduellen over Brøndbys formstærke 6’er Christian Nørgaard. Hos Brøndby er det finske angrebses Teemu Pukki i fin målform og skal holdes i ultrakort snor af kaptajn Maxsø og co. i hjemmeholdets bagerste rækker. I løbet af ugen hentede træner Alexander Zorniger en ny venstre back Anthony Jung i RB Leipzig, så Svenn Crone må føle et ekstra pres på sine skuldre i Farum.    

 

Seneste indbyrdes kampe

Det ligner på forhånd en målrig kamp i Farum. Man skal helt tilbage til september 2012 for at finde den seneste 0-0 kamp mellem FCN og Brøndby IF, så fansene kan med rette begynde at glæde sig til en søndag med både mål og god underholdning, når to af rækkens mest offensive hold i Alka Superliga støder sammen.
  

Kampen vises med optakt fra kl. 15.00 på Canal 9. 

 

Rigtig god kamp !