Danish Superliga

Spillerunde 4 - med statistiske briller

Bliv klædt ordentligt på til den kommende spillerunde

AGF - SØNDERJYSKE

Fredag kl. 18.00 på TV3Sport 1

  • AGF har været stærke på hjemmebane på det seneste. Blot én af de seneste syv kampe i Aarhus er blevet tabt (3 sejre, 3 uafgjorte, 1 nederlag).
  • AGF har det svært mod SønderjyskE på eget græs. Aarhusianerne er uden sejr mod sønderjyderne i de seneste seks Superliga møder på CERES Park.
  • SønderjyskE fik sæsonens første sejr i sidste spillerunde, hvor man besejrede AC Horsens 2-0. På udebane har det dog haltet og man skal hele otte udekampe tilbage for at finde den seneste Superliga sejr på fremmed græs.
  • Casper Højer har leveret hele fire assists i sin seneste syv kampe for AGF. Imponerende offensivt bidrag af venstre backen med det fantastiske venstreben.
  • SønderjyskE back Stefan Gartenmann har skabt flere målchancer i sæsonen end nogen anden SønderjyskE spiller.

 

ESBJERG FC - RANDERS FC

Lørdag kl. 16.00 på TV3Sport 1

  • Esbjerg har et godt tag på Randers FC. Kun ét af de seneste seks indbyrdes møder er endt med en Randers sejr (Maj 2016).
  • Det ender næppe uden mål i Esbjerg, selvom de seneste to opgør mellem Esbjerg fB og Randers FC er endt 0-0. Senest to Superliga hold spillede 0-0 tre gange i træk var nemlig helt tilbage i 1995 (AGF og Vejle Boldklub).
  • Randers FC har blot tabt én af de seneste 10 Superliga kampe. 
  • Adrien Petre er ikke bange for at trykke på kassen. Esbjergs rumænske spydspids er med 10 skud sæsonens femte mest afsluttende spiller. 
  • André Rømer har haft en fod med i begge Randers' mål i denne sæson (1 mål og 1 assist).

 

VEJLE BOLDKLUB - FC MIDTJYLLAND

Lørdag kl. 19.00 på Eurosport 2

  • Vejle Boldklub har aldrig vundet over FC Midtjylland i Superliga-regi (4 uafgjorte og 5 nederlag).
  • FC Midtjylland har vundet de seneste tre Superliga kampe i Nørreskoven. Det er dog lykkedes Vejle at komme på måltavlen i dem alle.
  • FC Midtjylland har ikke tabt to udekampe i Superligaen, siden de tabte deres første to udekampe i sæsonen 2017/18.
  • Vejles brasilianske angriber Allan Sousa har som den eneste spiller i Superligaen scoret i alle sæsonens første tre spillerunder.  
  • FC Midtjyllands nigerianske angriber Paul Onuachu har skudt på mål hele 17 gange i sæsonen. Det er flest af alle i Superligaen. 

 

AC HORSENS - HOBRO IK

Søndag kl. 14.00 på TV3Max

  • AC Horsens har ikke holdt buret rent i de seneste 18 Superliga kampe.
  • Senest AC Horsens og Hobro IK mødtes på CASA Arena, endte det 2-2 efter to Hobro comebacks fra 0-1 og 1-2. 
  • Hobro er det eneste hold, der ikke er kommet på pointtavlen i sæsonen. I seneste spillerunde "stjal' Brøndbys Mikael Uhre Hobros første point dybt inde i tillægstiden.
  • Ser man bort fra playoff kampene har Hobro skiftevis vundet og tabt deres seneste seks kampe på udebane. Senest tabte man ude til Vejle, så fortsætter tendensen ligger der tre point og venter på Hobro.
  • Med Simon Okosuns transfer til FC Midtjylland har Bjarke Jacobsen fået en endnu mere prominent rolle på Horsens mandskabet. Dette kan også aflæses i statistikken, hvor han er den Horsens spiller, der har flest afleveringer (143). 

 

OB - F.C KØBENHAVN

Søndag kl. 16.00 på Canal 9

  • OB har svært ved at score mod F.C. København. Blot fire OB scoringer i de seneste 10 Superliga møder mod Løverne er det blevet til.
  • F.C. København har vundet fem af de seneste seks Superliga kampe mod OB. 
  • OB er stærkest sidst i kampene. Alle OB's fire sæsonscoringer er kommet i 2. halvleg - tre af disse i kampenes sidste kvarter. 
  • Unge Mathias Jørgensen har været en 'Super Sub' i denne sæson. Han kom ind fra bænken og scorede både i 1. og 2. spillerunde, men formåede ikke at få netmaskerne til at blafre i Randers FC, hvor han fik chancen fra start.
  • FCK angriber Dame N'Doye har været skarp mod OB. Den senegalesiske angriber har scoret syv mål i de seneste syv møder mod fynboerne. Det seneste faldt dog helt tilbage i 2012, da han sidst spillede i Danmark.

 

BRØNDBY IF - FC NORDSJÆLLAND

Søndag kl. 18.00 på TV3+

  • Det ligner et målorgie i Brøndby. De seneste syv gange de to hold har mødtes i Superligaen, er både Brøndby og FC Nordsjælland kommet på måltavlen og der er scoret 4.3 mål pr. kamp.
  • Brøndby IF har blot tabt én af de seneste 33 kampe i Superligaen (23 sejre, 9 uafgjorte, 1 nederlag).
  • FC Nordsjælland er ubesejret i de seneste seks Superliga kampe (2 sejre, 4 uafgjorte).
  • Kamil Wilczek har scoret 11 gange i sine 12 Superliga kampe.
  • Brøndby defensiven bør holde et ekstra vågent øje på Godsway Donyoh. FC Nordsjællands ghanesiske angriber er kommet på måltavlen fire gange i de seneste fire kampe mod Brøndby.

 

VENDSYSSEL FF - AAB

Mandag kl. 19.00 på TV3Sport 1

  • Opgøret mandag aften mellem Vendsyssel og AaB er det første i Superliga-regi.
  • AaB har et godt tag på oprykkerhold. Nordjyderne har tabt bare én af de seneste syv kampe mod oprykkerhold. De tre seneste er alle endt 1-0 til AaB.
  • Vendsyssel FF har vundet to af deres første tre kampe i sæsonen. Kun tre gange i Superligaens historie er det lykkedes for et hold at vinde tre af sæsonens første fire kampe (Brøndby 1990/91, FCK 1992/93 og Hobro 2014/15).
  • AaB har blot vundet én af deres seneste otte udekampe i Superligaen.
  •  Begge kampe i sæsonen, hvor Vendsyssel FF er kommet på måltavlen, har Moses Opondo og Sebastian Czajkowski været involveret i scoringer. Skal AaB have et clean sheet med hjem til Aalborg skal disse to profiler lukkes ned.

 

Udgivet
02/08/2018