Danish Superliga

Overblik over spillerunde 18

Alt du bør vide om de syv kampe i runden

AGF - FC Helsingør

1) En kamp ingen kan tåle at tabe. Det er to hold, som i den grad jagter point, der mødes fredag aften på Ceres Park. Blot tre point har AGF og FC Helsingør hentet i de seneste seks spilerunder.

2) AGF vandt sidste kamp på hjemmebane, mens FC Helsingør har vist sig klart stærkest på hjemmebane. AGF må derfor påtage sig favoritværdigheden i egen hule.

3) I sæsonens første indbyrdes opgør i Helsingør, hvor det endte 5-1 til udeholdet, spillede Kasper Junker en brandkamp for AGF. Skal Lønstrups tropper tilbage på sporet skal der holdes et ekstra vågent øje med den lynhurtige forward.

 

Lyngby Boldklub - AaB

1) AaB kan med en sejr i Lyngby komme á point med OB på 6. pladsen og for alvor melde sig ind i kampen om en plads i Mesterskabsslutspillet.

2) Mayron George er i målform. Hele syv mål i sine seneste syv kampe er det blevet til for Lyngbys bomstærke constaricanske angriber, så han er manden Jores Okore skal stoppe lørdag.

3) AaB har vundet hele syv af de seneste 10 indbyrdes opgør mod Lyngby Boldklub. De Kongeblå har dog vundet de seneste to kampe mod nordjyderne på eget græs.

 

Hobro IK - AC Horsens

1) To af sæsonens største positive overraskelser brager sammen på DS Arena. Begge mandskaber holder til i den øverste del af tabellen, men de skal løfte pointhøsten, hvis de vil holde AaB, OB, F.C. København m.fl. bag sig i kampen om en plads i top 6. 

2) Hobro topscorer Pål Kirkevold har ikke scoret i de seneste kampe, men måske nordmanden får gang i scoringen igen mod AC Horsens, der lukkede hele seks mål ind i sidste spillerunde.

3) Senest to hold mødtes endte det 2-2. Her scorede de to holds måske største profiler - Pål Kirkevold og Bubacarr Sanneh - begge to. Disse to profiler kunne sagtens få en nøglerolle igen.

 

Silkeborg IF - Randers FC

1) Det er ligaens nr. 12 og 13 der mødes, når Silkeborg tager imod Randers FC på JYSK Park. En sejr vil skabe afstand til bunden og samtidig kontakt til AGF og Lyngby Boldklub på 11. og 10. pladsen, så man kan med rette forvente en kamp med syngende tacklinger og hårde dueller.

2) Mens Randers FC har hentet syv af sæsonens 14 point i de seneste seks kampe, så har Silkeborg blot hentet fire. Silkeborg spillede dog sæsonens bedste halvleg mod Brøndby i seneste kamp mod Brøndby, så det ligner et meget åbent opgør, der kan gå begge veje. 

3) Senest de to hold mødtes scorede Robert Skov. Den unge Silkeborg profil er på vej mod topformen og var her, der og alle vegne mod Brøndby i sidste runde, hvor Alexander Zorniger blev nødt til at hive Anthony Jung ud efter blot 30 minutter for at undgå at skulle spille med 10 mand. Randers FC skal holde Robert Skov i kort snor, hvis de skal have noget med hjem fra Silkeborg.

 

SønderjyskE - Brøndby IF

1) Det er to af ligaens mest formstærke hold, der mødes på Sydbank Bank. SønderjyskE har vundet de seneste tre kampe og Brøndby de seneste otte i Alka Superliga ! 

2) Senest de to hold mødtes i Haderslev vandt SønderjyskE 3-0 på et vaskeægte hattrick af den forhenværende Brøndby spiller Christian Greko Jakobsen, der personligt har haft en fremragende sæson med mange mål og assists.

3) Brøndbys Teemu Pukki har fået gang i målscoringen. Han står dog over for en SønderjyskE defensiv med Sebastian Mielitz i spidsen, der har holdt nullet de seneste tre kampe.

 

F.C. København - FC Nordsjælland

1)  Benjamin Verbic er tilbage fra overstået karantæne og Federico Santander er i spil til start 11-eren igen. FC Nordsjælland defensiven skal derfor levere på højeste niveau for at holde de revancesultne løver fra fadet.

2) Emiliano Marcondes har været efterårets måske største profil. Marcondes topper både topscorer -og assistlisten og er netop blevet kåret til Månedens Spiller i november. Sidst de to hold mødtes både scorede og assisterede nordsjællands giftige 10'er.

3) FC Nordsjælland vandt seneste indbyrdes opgør overbevisende 3-0 på Right to Dream Park. Man skal dog helt tilbage til 2011 for at finde den seneste FC Nordsjælland sejr i Telia Parken.

 

FC Midtjylland - OB

1) FC Midtjylland har vundet de seneste fire indbyrdes kampe over OB og holdt buret rent i dem alle. Både AK Jacobsen, Edmundsson og Festersen kom dog på tavlen i sidste spillerunde mod Hobro, så måske forbandelsen bliver brudt mandag.

2) Marc Dal Hende har været flyvende på venstre back i november. Tre mål i de sidste to hjemmekampe er det blevet til, hvilket blev belønnet med en velfortjent nominering til Månedens Spiller prisen sammen med Marcondes (FCN) og Nørgaard (BIF).

3) Sten Grytebust er den målmand med flest redninger af alle og nordmanden har holdt buret rent otte gange i sæsonen. Kun Brøndbys Frederik Rønnow har holdt nullet ligeså mange gange som Grytebust, så FCM offensiven får deres sag for.