Danish Superliga

Overblik over den kommende spillerunde

Alt du bør vide inden spillerunde 22 sparkes i gang

AC Horsens - Randers FC

Mens Randers FC har gang i en rædselssæson, har AC Horsens været én af sæsonens helt store positive overraskelser og bejler kraftigt til én plads i Mesterskabsslutspillet. Mod et Randers FC mandskab der blot har hentet ét point i de seneste seks spillerunder, må Bo Henriksen tage favoritværdigheden på sig i spillerundens første opgør.

AC Horsens er stærke på CASA Arena. 'Den Gule Fare' har blot tabt én af sæsonens 10 hjemmekampe. Eneste nederlag var til ligaens førerulve fra FC Midtjylland i en kamp, hvor AC Horsens havde både chancer og spil til point.

Spillerprofil: AC Horsens angriber Oliver Drost har blot startet inde én gang i sæsonen, men den hurtige angriber har fået nettet til at blafre tre gange i blot seks kampe. Med Kjartan Finnbogason ude med karantæne mod Randers FC, forventes Oliver Drost at få chancen på toppen fra start. 

 

Lyngby Boldklub - AGF

AGF skal lørdag forsøge at spille sig endnu længere ind i Mesterskabsslutspilsvarmen, når David Nielsen tager turen "hjem' til Lyngby. Det bliver dog ingen nem opgave mod sin tidligere klub, som han i sidste sæson sensationelt førte til bronzemedaljer, da 'De Kongeblå' må forventes at være lidt ekstra motiverede for at sende deres gamle cheftræner til Aarhus med et nederlag i bagagen.   

Lyngby Boldklub har et godt tag på AGF. Lørdagens hjemmehold har vundet de seneste to indbyrdes opgør mod AGF og 'De Hviie' er ikke kommet på tavlen i de seneste tre kampe mod Lyngby Boldklub. AGF har dog vist gode takter i forårets to første spillerunder, hvor man hentet fire point og holdt nullet i begge kampe, så måske Aarhusianerne kan få hul på bylden mod et formsvagt Lyngby hold, der har inkasseret 16 mål og blot fået ét point i de seneste seks Alka Superliga kampe.

Spillerprofil: Casper Højer har i vinterpausen taget turen fra Lyngby Boldklub til AGF. I Lyngby var han primært reserve for Michael Lumb, men hos AGF ser forsvarsspilleren med det fantastiske spark ud til at have erobret pladsen som venstre back.

 

Hobro IK - FC Midtjylland

Det ligner på forhånd en svær opgave for Hobro IK. Mens Hobro efter en fremragende første del af efteråret har haft en nedadgående formkurve og blot hentet fem point i de seneste seks kampe, brager FC Midtjylland afsted og har vundet de seneste seks kampe i Alka Superliga. 

Hobro IK har to af sine vigtigste offensive kort - Pål Kirkevold og Vito Mistrati - ude med karantæne til søndagens opgør. Herudover har FC Midtjylland har vundet seks af syv indbyrdes opgør mod Hobro med en samlet målscore på 22-3, så Hobro står over for en på papiret meget vanskellig opgave mod ligaens førerhold fra Herning.

Spillerprofil: 20-årige Frank Onyeka har i den grad grebet chancen.hos Ulvene i foråret. Han kom ind og scorede i sin debut mod AC Horsens og nettede også i søndagens 3-1 sejr over F.C. København. Har Ulvene fundet den nye "Farlige Frank"?   

 

AaB - FC Nordsjælland

Det ligner på forhånd en meget åben kamp i Aalborg, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg. De seneste 10 indbyrdes opgør er budt på fem AaB sejre, fire FC Nordsjælland sejre og et enkelt uafgjort resultat. Ser man udelukkende på kampe i Aalborg er det samme jævnbyrdige billede der tegner sig. 10 AaB sejre, 9 FC Nordsjælland sejre og syv uafgjorte.  

Én af ligaens stærkeste forsvar står over for ligaens stærkeste offfensiv. Blot 21 mål i 21 kampe har AaB lukket ind, men defensiven bliver uden tvivl testet søndag, når ligaens mest scorende hold (54) kommer på besøg.

Spillerprofil: AaB har brugt vinterens transfervindue på at hente Kasper Kusk hjem fra København. Den offensive profil har allerede været en gevinst for AaB's offensiv, selvom han brændte et straffespark mod Brøndby i sidste spillerunde. Kusk var i spillerunde 21 nordjydernes statistisk set mest chanceskabende spiller.

 

Brøndby IF - FC Helsingør

Mens Brøndby IF har ikke tabt på hjemmebane i denne sæson, har FC Helsingør har blot vundet én af sæsonens 10 udekampe. 

FC Helsingør har tabt forårets første to kampe og lukket otte mål ind, så det ligner på forhånd en svær opgave for oprykkerne mod ligaens mest chanceskabende og afsluttende mandskab. 394 afslutninger, 130 afslutninge inden for rammen og 46 mål er det blevet til for de blå-gule i denne sæson.

Spillerprofil: Johan Larsson sad i sidste spillerunde ude med karantæne, men den offensive højre back er tilbage mod FC Helsingør. Brøndbys svenske anfører har især haft en fremragende sæson med to scoringer og syv målgivende afleveringer i 21 kampe.

 

F.C. København - OB

F.C. København har ikke fået den ønskede start på foråret , hvor man er ude af Pokalturneringen og tabte 3-1 i Herning. Søndag får man besøg af OB, og Løverne må være sultne efter oprejsning mod Fynboerne i den direkte duel om en plads i Mesterskabsslutspillet mellem ligaens øjeblikkelige nr. 5 og 6. 

 OB har det svært i Telia Parken. Fire sejre i 36 forsøg. Så mange gange er det lykkedes de stribede at tage tre point med hjem fra det danske nationalstadion. Seneste sejre skal man helt tilbage til 2003 for at finde. 

Spillerprofil: Pieros Sotiriou ser ud til at have fundet målformen og har scoret tre gange i forårets første to kampe. Cyprioten har nu klatret op på fjerdepladsen på Alka Superliga topscorerlisten, der stadig toppes af Emiliano Marcondes med 17 scoringer.

 

SønderjyskE - Silkeborg IF

Det ender næppe med en nulløsning i Haderslev mandag aften. Kun én af 24 kampe mellem SønderjyskE og Silkeborg IF er endt 0-0.

Silkeborg IF føler sig hjemme på Sydbank Park. Gæsterne har vundet seks af de seneste 10 opgør i Haderslev og har blot tabt de to.

Spillerprofil: Jens Martin Gammelby har været Silkeborgs helt store profil i denne sæson. Sammen med Robert Skov udgjorde han i efteråret én af ligaens mest frygtindgydende højresider, og har efter Skovs afsked fortsat de lovende takter. Fire mål, to assists, 35 nøgleafleveringer og 37 skabte chancer må betragtes som værende mere end godkendt for en højre back.