Danish Superliga

Optakt: SønderjyskE - Lyngby Boldklub

 

Head to Head

Der er en vaskeægte gyser på programmet søndag kl. 16.00, når SønderjyskE og Lyngby Boldklub brager sammen i den første kamp i Gruppespil 1. Silkeborg er isoleret på den direkte nedrykningsplads, men blot fem point adskiller SønderjyskE og Lyngby Boldklub på gruppens henholdsvis anden -og tredjeplads. Derfor bliver udfaldet i Haderslev helt afgørende for, hvor nervepirrende et Gruppespil 1 vi får.   

Selvom SønderjyskE er fem point efter Lyngby må hjemmeholdet alligevel tage favoritværdigheden på deres skuldre. Glen Riddersholms tropper er ubesejrede i deres sidste seks ligakampe mod Lyngby Boldklub (3 sejre og 3 uafgjort) og går ind til opgøret med masser af selvtillid i tasken efter onsdagens pokalsejr mod AC Horsens. 

 

Nuværende form

Det er to af ligaens mest formsvage mandskaber, der tørner sammen søndag eftermiddag på Sydbank Park. Blot to point har SønderjyskE hentet i deres seneste fem ligakampe, mens Lyngbys beskedne pointhøst lyder på fire point i samme periode.    

 

Vidste du...

At SønderjyskE har været klart farligst i 2. halvleg i 2019/20 sæsonen? Hele 21 af sæsonens 31 scoringer er sat ind efter pauseteen. 

 

Kampens Profil

Mads Albæk blev hentet i sommerens transfervindue og har allerede positioneret sig som en nøglespiller hos SønderjyskE. Den tidligere FC Midtjylland spiller er dirigenten på den centrale midtbane, hvor han styrer spillet med ro og rutine. Med Albæk på holdet har SønderjyskE været et langt stærkere og konkurrencedygtigt hold. I de 19 kampe han har spillet har SønderjyskE hentet 1.26 point pr/kamp, mens sønderjyderne i de syv kampe de har undværet Albæk blot har hentet 0.43 point pr. kamp. Midtbanespilleren blev sendt i aktion efter pausen i sidste spillerunde mod Silkeborg, så mon ikke Albæk vil være at finde i startopstillingen i den afgørende kamp mod oprykkerne fra Kongens Lyngby.

 

Topscorerliste

Christian Jakobsen topper SønderjyskEs interne topscorerliste, men midtbanespilleren er gået målmæssigt lidt i stå og har ikke fået modstandernes netmasker til at blafre i sine seneste seks 3F Superliga kampe. Hans holdkammerat Anders K. Jakobsen er dog i brandvarm i øjeblikket og var manden der med sin 2-1 scoring i det 88. minut i onsdags sendte sønderjyderne i finalen i Sydbank Pokalen.  

Hos Lyngby Boldklub er Rezan Corlu det offensive omdrejningspunkt. Den elegante 10'er der er lejet i Brøndby har været involveret i ikke færre end ni mål i sine sidste 11 kampe for Lyngby Boldklub (4 mål og 5 assists). Corlu er manden SønderjyskE skal stoppe, hvis der skal pustes fornyet spænding ind i Gruppespil 1. 

 

Højdepunkter fra seneste indbyrdes opgør

 

Afstemning

Udgivet
12/06/2020