Danish Superliga

OPTAKT: HOBRO IK - FC MIDTJYLLAND

KAMPFAKTA

 

HEAD TO HEAD

Hvis man kan have en hademodstander må Hobros hedde FC Midtjylland. De to hold har braget sammen ni gange i Superliga-regi, og nordjyderne har stadig den første sejr til gode. Hele otte gange er Ulvene gået fra banen med alle tre point. I fredagens opgør må gæsterne fra Herning også tage favoritværdigheden på sig. Mens FC Midtjylland frister en tilværelse i toppen af tabellen, kæmper Hobro for livet i bunden. Det betyder dog ikke, at det ikke bliver underholdende på DS Arena her til aften. Der er nemlig scoret hele 21 mål i de seneste fire indbyrdes opgør, så det dufter af masser af chancer, mål og god underholdning i Hobro. 

 

FORM

Hobro sluttede efteråret af med blot ét point i de fire sidste kampe, og da forårets to første kampe kun kastede et enkelt point af sig, valgte man at skifte ud på cheftrænerposten. Ind er kommet rutinerede Peter Sørensen som har fået en rigtig fin start med fire point i sine første to kampe ved roret. Det holdt dog hårdt i Aalborg, hvor man uden en storspillende Jesper Rask i Hobro ikke havde fået point med hjem.

FC Midtjylland har hentet 10 point i forårets første fire kampe, hvor man har hentet smalle sejre over Vendsyssel, AGF og AaB. I sidste spillerunde mod FC Nordsjælland, så Ulvene ikke skræmmende ud, og gæsterne fra FC Nordsjælland sad tungt på kampen i de første 70 minutter. De forsvarende danske mestre med brasilianske Evander i spidsen viste dog klassen og scorede til både 2-3 og 3-3 og kunne med lidt større skarphed fra især indskiftede Mayron George have taget alle tre point.     

 

Hobro er klart stærkest hjemme på DS Arena, hvor man har hentet 17 af sine 21 point. Nordjyderne har blot tabt én af de seneste syv hjemmekampe, så FC Midtjylland kan forvente kamp til stregen i Hobro i aften.  

FC Midtjylland har hentet hele 22 point på fremmed græs i denne  sæson, hvilket kun ligaens førerhold F.C. København har gjort bedre. 12 point har Ulvene hentet i de seneste fire udekampe, så midtjyderne kommer til Hobro med masser af selvtillid og tro på tingene.  

 

SENESTE STARTOPSTILLINGER



 

KARANTÆNER

Hobro IK: Ingen

FC Midtjylland: Ingen

 

PROFILEN

Marc Dal Hende sad udenfor med karantæne i sidste uges 3-3 festfyrværkeri på MCH Arena i Herning, hvor FC Nordsjælland var på besøg. Den målfarlige venstre back er dog tilbage i FCM truppen til aftenens kamp, og det er cheftræner Kenneth Andersen nok glad for. Marc Dal Hende har det nemlig med at score mod netop Hobro, hvor han har nettet tre gange i de seneste to indbyrdes opgør. Så anbefalingen herfra er at holde et ekstra øje på krigeren på venstre back.


 

FUN FACT

Kommer Hobro på måltavlen i fredagens opgør mod FC Midtjylland, sker det næppe i kampens indledning. Hobro har som det eneste hold stadig til gode at få modstandernes netmasker til at blafre inden for det første kvarter. Skulle Hobro lykkes med at passere Jesper Hansen i gæsternes mål, er det med stor sandsynlighed en midtbanespiller eller angriber, der har sidste fod på scoringen. Blot én af Hobros 20 sæsontræffere er nemlig sat ind af en forsvarsspiller (Nicholas Gotfredsen). 

Udgivet
08/03/2019