Danish Superliga

OPTAKT - 19. SPILLERUNDE

Bliv klædt godt på til rundens syv kampe

FC MIDTJYLLAND - OB

Fredag kl. 19.00 på TV3Sport 1

- FC Midtjylland har et godt tag på OB. Midtjyderne har i de seneste otte indbyrdes opgør vundet de seks og spillet to uafgjort. De seneste fem indbyrdes opgør på MCH Arena har Ulvene lukket næsten fuldstændig ned for fynboernes offensiv, som blot har scoret én enkelt gang. 

- Måske at det bliver i aften, at OB bryder forbandelsen og tager alle tre point med hjem fra Herning. Striberne er nemlig i forrygende form og har vundet de seneste fire kampe i Superligaen. Man skal faktisk helt tilbage til september for at finde det seneste OB nederlag.

- Bashkim Kadrii har været fremragende for OB i november måned og var nomineret til titlen som Månedens Spiller. Den tidligere F.C. København spiller har scoret tre gange i de seneste to kampe, og med FC Midtjyllands forsvarsgeneral Erik Sviatchenko siddende ude med karantæne, får Kadrii måske lidt mere plads og flere muligheder for at score tredje kamp i træk. 

 

HOBRO IK - SØNDERJYSKE

Lørdag kl. 16.00 på TV3Sport 1

- De seneste fem Hobro kampe er endt med en 1-0 sejr eller nederlag, så det dufter umiddelbart ikke af mange mål i lørdagens opgør. De seneste fire møder med SønderjyskE på DS Arena har dog budt på hele 4.2 mål i snit, så måske vi alligevel får en målrig affære i Hobro. Lad os håbe det.

- SønderjyskE havde i starten af sæsonen det svært på fremmed græs, hvor man hentede blot fem point i seks kampe på udebane. I de seneste tre udekampe er man dog kommet tilbage på sporet med en sejr og to uafgjorte. En sejr vil katapultere sønderjyderne fra 10. til 7. pladsen i tabellen, så vi må forvente et SønderjyskE mandskab med lidt ekstra ild i øjnene, der jagter de tre point i 2 x 45 minutter. 

- Skal Hobro have point med fra kampen mod SønderjyskE, skal Vito Mistrati endnu en gang finde kreativiteten frem. Den elegante midtbanespiller har skabt hele 29 chancer for Hobro i denne sæsæn - 14 flere end den nærmeste efterfølger Jesper Bøge. 

 

VENDSYSSEL FF - RANDERS FC

Søndag kl. 12.00 på TV3 Max

- Vendsyssel FF har endnu ikke haft succes med at holde buret rent på hjemmebane i denne sæson, så der er gode chancer for Randers på tavlen i Hjørring. Chancen for at Kronjyderne kommer på tavlen i kampens første kvarter er dog væsentlig mindre, da oprykkerne som det eneste hold i ligaen der endnu ikke har lukket mål ind fra 1 til 15 minut.

- Randers FC havde flere spillere ude med karantæne i sidste spillerunde mod FC Midtjylland. Med Jonas Bager (#1 flest bolderobringer) og Nicolai Poulsen (#2 flest vundne tacklinger) tilbage er udeholdets defensive organisation styrket markant til søndagens kamp. 

- Randers FC angriber Marvin Egho er kommet på tavlen i de seneste to Superliga kampe, og skal Kronjyderne hente den tredje udesejr på stribe skal chancerne gerne falde for fødderne af østrigeren. Den træfsikre bomber har nemlig kun skulle bruge tre afslutninger til at score de to mål. 

 

AAB - AC HORSENS

Søndag kl. 14.00 på Eurosport 2

- AaB's offensiv sprudlede i sidste uges 4-1 sejr over Esbjerg og nordjyderne har scoret 17 mål på fremmed græs. På Aalborg Portland Park har man kun formået at score seks mål i otte kampe, så Kasper Kusk og kompagni må være opsatte på at give hjemmepublikum nogle mål at varme sig på i sæsonens sidste hjemmekamp inden juleferien.    

- AC Horsens har vundet hele fem udekampe i denne sæson. Kun F.C. København har vundet flere (6).

- Horsens' midtbanedynamo Hallur Hansson har gang i sin bedste Superliga sæson. Den tidligere AaB'er har nettet i tre af de sidste fire kampe og er oppe seks sæsontræffere. Skal AaB holde nullet skal Hansson holdes i kort snor kampen igennem.

 

F.C. KØBENHAVN - ESBJERG FB

Søndag kl. 16.00 på Canal 9

- F.C. København må tage favoritværdigheden på deres skuldre i søndagens kamp. I de seneste 12 indbyrdes opgør mod Esbjerg har man hentet ni sejre og spillet tre uafgjorte. 

- Esbjerg er ikke kommet på tavlen i de seneste tre møder med F.C. København, men Esbjerg har scoret i de seneste syv kampe, så måske 4. gang er lykkens gang for vestjydernes angribere. 

- Robert Skov har været efterårets helt store profil i Superligaen. Kantspilleren med det livsfarlige venstreben er med 13 sæsontræffere ligatopscorer og er netop blevet kåret til Månedens Spiller i Superligaen for anden måned i træk. 

 

VEJLE BOLDKLUB - BRØNDBY IF

Søndag kl. 18.00 på TV3+

- Vejle Boldklub har blot scoret 16 mål i denne sæson og er sammen med Hobro det hold der har lavet færrest mål. Vejlenserne har scoret fem i de seneste fire Superliga-kampe, så pilen peger opad. 

- Brøndby har vundet de seneste tre Superliga-kampe og har holdt buret rent i dem alle. Her har Marvin Schwäbe har stået stærkt i billedet og tyskerne er nu oppe på fem clean sheets i sæsonen.  

- Simon Tibbling har med sit store løbepensum, gode teknik og stærke pasningsspil været en vigtig spiller for Brøndby siden sin ankomst for Groningen. Den svenske midtbanespiller er på det seneste også begyndt at byde ind med mål og assists, hvor han har leveret én af hver i de seneste to kampe. 

 

FC NORDSJÆLLAND - AGF

Mandag kl. 19.00 på TV3Sport 1 

- Det dufter af mål på Right to Dream Park mandag aften. Seks af de seneste syv møder mellem FC Nordsjælland og AGF har nemlig budt på minimum tre scoringer. 

- Både FC Nordsjælland og AGF hentede tre point i sidste spillerunde efter en længere perioder uden sejre. Før 18. spillerunde havde FC Nordsjælland ikke vundet de foregående seks kampe, mens AGF ikke havde hentet end sejr i de syv foregående Superliga-optrædener.

- Andreas Skov Olsen. Ikke mange Superliga-fans kendte hans navn før sæsonen, men det gør de vist nu. Den blot 18-årige wing har scoret hele 11 gange og med fem mål i de sidste fem kampe ser han ikke ud til at stoppe foreløbig. 

Udgivet
07/12/2018