Danish Superliga

Nye sikkerhedsregler træder i kraft

Nye sikkerhedsregler træder i kraft til forårspremieren i Alka Superliga

Når Alka Superligaen sparkes i gang igen efter vinterpausen bliver det med øget fokus på tryghed for fodboldfans. Det sker i tråd med det regelsæt, der blev vedtaget ved efterårets modernisering af reglerne for sikkerhed i forbindelse med kampe i Alka Superliga – et regelsæt, der blandt andet trådte i stedet for det såkaldte Superliga-udekort, der var ved at blive indført.

 

I praksis betyder det blandt andet, at der bliver påsat to sikkerhedsobservatører til to af kampene i runde 22 – henholdsvis F.C. København - Brøndby IF samt FC Midtjylland - Viborg FF. Sikkerhedsobservatørerne skal observere klubbernes sikkerhedsmæssige afvikling af kampen, blandt andet i form af et organisations/sikkerhedsmøde på kampdagen mellem klubberne og politiet, ligesom det kendes fra den svenske liga og UEFA kampe. Observatørernes vurdering vil fungere som en del af det samlede grundlag, såfremt der senere skal ske en vurdering af kampene i fodboldens disciplinære system.

 

Til det såkaldte New Firm opgør i Telia Parken bliver der desuden krav om, at alle billetter til udebaneafsnittet skal påføres navn på billetindehaveren. Vedkommende skal ved ankomst til stadion påregne at blive bedt om at vise fotoidentifikation såsom studiekort, pas eller kørekort. Derfor skal alle udebanefans medbringe foto-id sammen med billetten for at være sikker på at få adgang.

 

Muligheden for at udvide sikkerhedsforanstaltningerne ved udvalgte kampe blev besluttet i efteråret 2016 af alle klubber i Alka Superliga. Det skete efter dialog med både klubber og fans om alternativer til den oprindelige intention om identifikation af tilskuere i udebaneafsnit til samtlige kampe.

 

- Det er første gang, vi administrerer i tråd med det nye regelsæt. Vi tager selvfølgelig en dialog med de implicerede klubber for at øge smidigheden og gøre de praktiske foranstaltninger så lette som muligt for især tilskuerne. Det nye regelsæt giver gode muligheder for med rettidig omhu at skabe trygge og festlige rammer for alle fodboldfans, udtaler direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen.

 

Kampen mellem F.C København og Brøndby IF spilles søndag den 19. februar i Telia Parken med kick-off klokken 13.30. FC Midtjylland - Viborg FF mødes samme dag kl. 18.00 på MCH Arena.