Danish Superliga

Mesterskabsspil: F.C. København - FC Nordsjælland

 

Stilling før sidste spillerunde

F.C. København indtager andenpladsen og FC Nordsjælland sjettepladsen i Mesterskabsspillet før sidste spillerunde. Hjemmeholdet er pisket til sejr for at sikre sølvet og europæisk deltagelse i næste sæson, mens gæsterne blot har æren tilbage at spille for.

 

 

Head to Head

F.C. København og FC Nordsjælland har mødt hinanden 57 gange i Superliga-regi, hvor det er blevet til 34 F.C. København sejre, 10 FC Nordsjælland sejre og 13 pointdelinger. I Telia Parken har Ståle Solbakkens tropper domineret stærkt med 21 sejre i 30 møder (21 F.C. København sejre | 5 uafgjort | 4 FC Nordsjælland sejre)

FC Nordsjælland har vundet to af deres sidste fem ligakampe i Telia Parken (2 sejre | 3 nederlag). Lige så mange sejre i deres foregående 25 besøg i nationalarenaen (2 sejre | 5 uafgjort | 18 nederlag). I denne sæson har F.C. København dog haft et godt tag på FC Nordsjælland og Løverne vil med en sejr besejre Tigrene for tredje gang i 2019/20. Sidst det skete var helt tilbage i 2012-13. 

 

 

Vidste du...

at FC Nordsjælland har lukket hele 17 mål ind i Mesterskabsspillet? I de sidste fire kampe har man indkasseret ikke færre end 11 scoringer. 

 

 

Kampen i Kampen

Det er sjældent, at F.C. København kaptajn Carlos Zeca kommer på måltavlen, men i torsdagens opgør mod AaB flugtede den græske landsholdsspiller på smuk vis en 1-0 sejr hjem til Løverne. Kan midtbanegeneralen få netmaskerne til at blafre bag FC Nordsjælland keeper Peter Vindahl på søndag er der gode chancer for, at hjemmeholdet også tager sejren. De fem gange Carlos Zeca har lynet i 3F Superliga er F.C. København nemlig gået fra banen med tre point.  

Hos FC Nordsjælland spiller Mikkel Damsgaard sin sidste kamp for Tigrene inden turen går til Italien og Sampdoria. Den elegante midtbanespiller har med 10 sæsontræffere og seks assists været en af sæsonens helt store åbenbaringer, og mon ikke Damsgaard gerne vil vise sig frem fra sin bedste side i nationalarenaen og slutte af med manér. 

 

 

Topscorere

Mikkel Kaufmann scorede syv gange for AaB i efteråret, inden tilværelsen i Nordjylland blev skiftet ud med Hovedstaden og F.C. København. Den fysisk stærke forward har blot scoret et mål i 14 optrædener for Løverne siden sin ankomst i vinterens transfervindue, men mon ikke de manglende scoringer er glemt, hvis den fysisk stærke forward slår til på søndag og sikrer sølvet og F.C. København fansene endnu et europæisk eventyr.  

 

 

Mål og højdepunkter fra seneste indbyrdes opgør

 

Gæt på kampens udfald

Udgivet
23/07/2020