Danish Superliga

Franz Brorsson til Esbjerg fB

Bronzevinderne henter dobbelt svensk mester i Malmø FF

Esbjerg overvintrer på 13. pladsen i 3F Superliga og pointgennemsnittet skal løftes, hvis vestjyderne skal gøre sig forhåbninger om endnu en sæson i landets bedste række. Bronzevinderne har da også været særdeles aktive i vinterens transfervindue, hvor der især defensivt er blevet oprustet kraftigt med Kevin Conboy, Søren Reese og Franz Brorsson. Sidstnævnte tager turen over sundet fra Malmø FF og skal forsøge at få sat skik på en Esbjerg defensiv, der har lukket hele 35 mål ind i efteråret. Lige så mange som de indkasserede i hele Grundspillet i sidste sæson.

Den svenske midtstopper er blot 23 år, men Brorsson er en rutineret herre med 81 Allsvenskan kampe, 20 europæiske optrædener og 2 svenske A-landskampe på CV'et. Han fik allerede sin debut for Malmø FF i 2015, som han blev svensk mester med i både 2016 og 2017. Om tilføjelsen af Franz Brorsson udtaler Esbjerg sportchef Jimmi Nagel Jacobsen:

"Franz Brorsson er det, jeg vil kalde en rendyrket forsvarsspiller, der spiller med stor ærgerrighed. Samtidig er han fysisk stærk, ligesom han besidder en god fart. Brorsson er kun 23 år, men på af det er han utrolig rutineret og har høstet erfaring på det højeste niveau igennem kampe for Malmö i forbindelse med Champions League og Europa League."

Også Franz Brorsson selv er rigtig tilfreds med skiftet til de danske bronzevindere:

"Det føles som en rigtig god aftale for alle parter. Jeg ser frem til at repræsentere Esbjerg og vil gøre alt jeg kan for at hjælpe dem.Det bliver spændende at komme til Danmark og teste mig af i 3F Superliga. Forhåbentlig får jeg masser af spilletid og kommer godt i gang efter mine skader". 

 

Læs mere om skiftet på EFB.dk

Udgivet
22/01/2020