Danish Superliga

Flere tilskuere til 3F Superliga – men ikke til pokalfinalen

Regeringen har i eftermiddag meldt ud, at resten af sæsonen i 3F Superliga kan afvikles med flere end 500 personer på stadion. Det vækker naturligvis stor glæde hos Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union og Danmarks Idrætsforbund.

 

Allerede fra den kommende runde bliver der mulighed for at øge antallet af tilskuere til kampe i 3F Superliga. Ligesom i de tre testkampe forrige weekend bliver det Rigspolitiet, der, sammen med sundhedsmyndighederne, træffer afgørelse om, hvor mange personer, der må lukkes ind. Der vil fortsat være maksimalt 500 tilskuere i hver sektion, men afstandskravet sænkes til en meter, og familiemedlemmer og andre nære relationer vil kunne sidde ved siden af hinanden. Derudover er der yderligere krav til klubberne omkring uddannelse, sikring af kontaktinformation og andet, hvilket betyder, at det bliver en meget omfattende opgave, og dermed er det ikke sikkert, at alle kan være klar til den kommende weekend.

”Vi er selvfølgelig meget glade for de nye muligheder, klubberne nu får. Stor tak til regeringen, Folketingets partier og myndighederne for det. Vi går nu i gang med at assistere klubberne med den nødvendige praktik. Vores anbefaling til alle klubber bliver, at de skal være helt sikre på at være klar til at eksekvere efter de nye retningslinjer, da det er en betydelig arrangementsmæssig opgave, der skal løftes,” lyder det fra Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

”Vi er selvfølgelig lykkelige for, at der nu er endnu flere, der kan få lov at følge fodbolden direkte fra lægterne. Stor tak til regeringen, Folketingets partier og de involverede myndigheder for, at det kan lade sig gøre,” udtaler direktør i DBU, Jakob Jensen.

“Vi er glade på både fodboldens og hele idrættens vegne, at der nu bliver åbnet mere op for tilskuere til superligakampene. Vi håber, at vi efter sommerferien får normaliseret forholdene for ikke blot 3F Superligaen, men også den øvrige idræt, som virkelig lider under arrangementsbegrænsningerne. Vi vil til gengæld sikre, at vores forbund og klubber gør det på en forsvarlig måde og lever op til deres samfundsansvar,” siger DIFs direktør Morten Mølholm.

 

Det har været nævnt i pressen, at finalen i Sydbank Pokalen, der spilles onsdag aften, måske også kunne afvikles efter de nye retningslinjer. Divisionsforeningen og DBU har i den forbindelse meddelt Kulturministeriet, at de ikke behøver overveje den mulighed.

”Det vil kræve en betydelig indsats at ændre det nuværende set up, og med den måde infrastrukturen for nærværende er sat op, vil antallet af mulige yderligere tilskuere ikke være særlig stort. Vi prioriterer derfor sikkerheden i eksekveringen af det nuværende set up,” siger Claus Thomsen.

 

Udgivet
30/06/2020