Danish Superliga

Divisionsforeningen og KMD indgår dataaftale

Målet er at styrke de danske klubbers anvendelse af sportsdata.

Divisionsforeningen, som er foreningen for Superliga-klubber, NordicBet-liga-klubber og 2. Divisionsklubber, har indgået en aftale med it-virksomheden KMD om at opbygge et datawarehouse. 

Hvor mange bolde erobrer Brøndby efter genpres? Hvor mange mål scorer FC København efter indlæg? Den type spørgsmål kan klubber og trænere i de bedste danske fodboldklubber fremover få besvaret mere effektivt. Divisionsforeningen, der er en forening for de danske elitefodboldklubber, vil sammen med it-virksomheden KMD opbygge et datawarehouse, hvor man opbevarer og kategoriserer data fra dansk fodbolds øverste rækker.

- Med det nye datawarehouse får de danske klubber bedre muligheder for at gøre data til en del af den daglige træning og udviklingen af fodbolden. Vi har store forventninger til samarbejdet med KMD, der åbner nye muligheder for dansk fodbold, siger Claus Thomsen, direktør i divisionsforeningen og fortsætter.

- Målet er at give klubber, trænere og spillere nye redskaber til at udvikle spillet. Det kan eksempelvis være adgang til avanceret statistik fordelt over flere sæsoner og modstandere. Det håber vi, kan give dansk elitefodbold et ekstra skub fremad på internationalt niveau, og vi ser frem til de nye datamuligheder.

Data vil ligge i en såkaldt Azure Cloud-løsning, der bygger på Microsoft-teknologi, og arbejdet med at opbygge det nye datawarehouse påbegyndes i starten af 2019. De første data forventes af være tilgængelige for klubberne i sommeren 2019.

 

Vigtigt for KMD
Hos it-virksomheden KMD, der også er kendt for sit datasamarbejde med landsholdet, er der store forventninger til det nye projekt.

- Fitness-trackere og løbe-apps har digitaliseret store dele af sportsverdenen. Nu kommer version 2.0, hvor vi gør komplekse data til et nyt redskab i fodboldverdenen, som kan reducere lange skadespauser, sikre de rigtige afslutninger og udvikle spillet til nye niveauer. Vi er glade og stolte over at levere teknologien, der for alvor skal gøre data til en del af dansk fodbold, siger Christian Binggeli-Winter, direktør for data og analyse hos KMD og fortsætter.

- Hos KMD er oplever vi stor interesse for vores dataløsninger til sportsverdenen, og det bekræfter os i, at der et stort potentiale i dette marked. Den store værdi for brugerne ligger i at analysere udviklinger over tid, og her kan vi hjælpe med at omsætte data til brugbare analyser. Det giver os en god position inden for både sport og analyse generelt.

Samarbejdet mellem Divisionsforening og KMD blev præsenteret på konferencen Sports Analytics, der blev afholdt hos KMDs lokation på Dusager i Aarhus 19. december 2018.

 

Om KMD
KMD er den største danske it-virksomhed og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD er officiel datapartner for DBU.

 

Om Divisionsforeningen 
Divisionsforeningen er en forening for de 56 fodboldklubber, der spiller i de tre øverste rækker i Danmarksturneringen (Superligaen, NordicBet Ligaen og 2. division Øst og Vest) og gennemfører de nationale fodboldturneringer, som Dansk Boldspil-Union udskriver.

Udgivet
20/12/2018