Danish Superliga

AC HORSENS - BRØNDBY IF

Optakt til gyseren på CASA Arena

KAMPFAKTA

HEAD 2 HEAD


AC Horsens og Brøndby IF har mødt hinanden 28 gange i Superligaen, hvoraf AC Horsens har vundet de 9, 7 er endt uafgjort, og 12 er endt med Brøndby sejr. På Casa Arena har AC Horsens et lile overtag, hvor man har vundet 5, spillet 4 uafgjort og tabt 4. Før 2-1 sejren over Brøndby i efteråret havde AC Horsens ikke vundet over Brøndby i de ni foregående opgør mod de blå/gule fra Vestegnen. Bo Henriksens tropper er kommet på måltavlen i de seneste otte hjemmekampe, så skal Brøndby have de tre point, skal Martin Retovs udvalgte nok score minimum to gange. Her vil de fleste øjne hvile på polske Kamil Wilczek, der er Brøndbys topscorer og har været involveret i fire af gæsternes seneste fem scoringer.  

 

 

FORM

AC Horsens har hentet fire point i forårets fem kampe, mens Brøndby IF har hentet fem. Det ligner derfor på forhånd en meget lige kamp på CASA Arena, hvor begge hold skal bruge en sejr i Top 6 kampen. 

CASA Arena i Horsens har tidligere været ét af de sværeste stadions at spille på som udehold, men i denne sæson har AC Horsens været til at tale med. AC Horsens har blot vundet to af sæsonens 12 hjemmekampe, og de seneste fem hjemmekampe har kun kastet fire point af sig. 

Mens Brøndby IF har skuffet på hjemme på Brøndby Stadion i denne sæson, har det set bedre ud på fremmed græs. Her har man hentet 19 point af 35 point. De seneste to udekampe er dog endt med nederlag til henholdsvis Esbjerg og OB, og skal Brøndby IF være sikre på en plads i Mesterskabsspillet, skal man vinde i Horsens. På det stadion hvor man for seks år siden reddede Superliga eksistensen i sidste spillerunde og sidste sæson "smed" to point i næstsidste spillerunde, så man måtte nøjes med sølvmedaljer. Et drama venter i Horsens.

SENESTE STARTOPSTILLINGER

 

KARANTÆNER

AC Horsens: Ingen

Brøndby IF: Ingen

 

PROFILEN

Hallur Hansson er i gang med sin bedste Superliga-sæson og har glimtet i sit fravær i AC Horsens' seneste to kampe, som man tabte henholdsvis 1-0 og 2-0 til Esbjerg fB og Randers FC. 'Den Gule Fare' har savnet færingens kreativitet og sene løb i feltet, som indtil videre har kastet seks sæsonscoringer og to assists af sig. En ting er sikkert: En Horsens offensiv med Hallur Hansson i hopla vil have bedre muligheder for at drille Brøndby IF på søndag.  


 

Udgivet
13/03/2019