Danish Superliga

7 DAGE TILBAGE

Nedtælling til sæsonstart med Randers FC

Sæsonen 2018/19

Randers FC har det seneste halvandet år været igennem en fantastisk udvikling. I 2017/18 sæsonen gik kronjyderne på vinterpause med blot 14 point og lå sidst i rækken, men i foråret fik man skibet på ret kurs. I efteråret 2018 fortsatte de gode takter og Randers FC hentede dobbelt så mange point, som man havde gjort i sæsonen forinden. Desværre for Thomas Thomasberg og co. mistede man en lille smule momentum efter vinterpausen, hvilket betød, at Randers dumpede fra en sjetteplads ned på en ottendeplads i tabellen. I Gruppespillet var man fra start så godt som sikret en plads i Top 2 i puljen og Europa Playoff og med 11 point i seks kampe, sluttede Randers FC som nr. 1 i puljen. I Europa Playoff skulle man op først op mod SønderjyskE, som man sendte på sommerferie efter et brag af en returkamp i Randers, hvor man vandt 4-3. Herefter skulle man møde ærkerivalerne fra AGF om en billet til Europa Finalen, og her sendte Marvin Egho med et mål dybt inde i overtiden på CERES Park kronjyderne i drømmeland. Desværre lykkedes det ikke for Randers FC at gøre arbejdet helt færdigt, da man tabte Europa Finalen på Brøndby Stadion og måtte vinke farvel til Europa.    

saesonen_i_tal.png


På hjemmebane er Randers FC stærke, og det var Kronjyderne også i 2018/19 sæsonen. 29 point i 18 kampe er godkendt, så det største forbedringspotentiale ligger på fremmed græs.

saesonen_hjemme.png


På udebane hentede man seks sejre i 18 udekampe og tabte også Europa Finalen på Brøndby Stadion. Kan man løfte pointhøsten lidt på udebane er Top 6 bestemt inden for rækkevidde i den kommende sæson.

saesonen_ude.png


 

Nøglespillere

'Saba Time'! Randers kantspiller Saba Lobjanidze har været kronjyderes største offensive profil i de seneste to sæsoner, hvor han har scoret 20 gange og bidraget med seks assists. Selvom den georgiske troldmand var mere dominerende i 2017/18 sæsonen end i 2018/19, blev Saba alligevel holdets topscorer med otte sæsontræffere. Lobjanidze sluttede sæsonen af med et brag og blev kåret til Månedens Spiller i maj, og kan Saba bære topniveauet fra foråret med sig ind i den nye sæson, skal modstanderes højre backs stå tidligt op for at stoppe ham.

noeglespiller_saba.png


Randers FC havde i sidste sæson et bomstærkt makkerpar i det centrale forsvar bestående af anfører Erik Marxen og duelkongen Jonas Bager. Sidstnævnte er i sommerens transfervindue blevet solgt til belgiske Royale Union Saint Gilloise, så det defensive ansvar hviler nu tungt på Erik Marxen. Den rutinerede forsvarsspiller er med stor succes rykket fra venstre back ind centralt og var en vigtig årsag til, at 'Hestene' holdt nullet i hele 12 kampe. Også offensivt er Marxen farlig på især dødbolde, hvor den venstrebenede stopper scorede to gange og bød ind med tre assists i den forgangne sæson.   

noeglespiller_erik_marxen.png


 

Tilgange og afgange i sommerens transfervindue

Tilgange: Alhaji Kamara (Vendsyssel FF), Mathias Nielsen (AC Horsens), Simon Piesinger (SCR Altach), Tosin Kehinde (C.D. Feirense) Marcus Mølvadgaard (Leje retur), 

Afgange: Jonas Bager (Saint Gilloise), Nicolai Poulsen (AGF), Mikael Boman (Halmstads BK), Mads Aaquist (FC Nordsjælland), Kasper Enghardt (Kontraktudløb)

 

Startprogram i 3F Superliga

Randers FC har på papiret et vanskeligt startprogram i 3F Superliga. Kronjyderne starter i Haderslev, hvor man historisk set har det svært. De seneste fem besøg på Sydbank Park har budt på tre nederlag og blot kastet to point af sig. I de efterfølgende fire kampe skal man en tur til Hobro og op imod tre Brøndby IF, FC Nordsjælland og OB, der alle sluttede over Randers FC i tabellen i sidste sæson. 

program.png


Udgivet
03/07/2019