Danish Superliga

5 DAGE TIL FORÅRSSTART

COUNTDOWN - AAB

Status på efteråret

AaB's efterår kan deles op i tre perioder. Nordjyderne startede sæsonen ud som lyn og torden og indtog efter seks spillerunder 2. pladsen i ligaen. De næste 11 spillerunder fra R7 til R17 hentede nordjyderne blot ni point, hvilket betød de bolschestribede faldt ned på en 7. plads. En dårlig periode, der kostede cheftræner Morten Wieghorst jobbet. De sidste tre spillerunder bød på godkendte seks point, og AaB med 28 point (målsscore på 27-25) kunne overvintre på 5. pladsen. På hjemmebane har AaB skuffet og blot hentet otte point (målscore på 8-13). Den ringeste pointhøst af alle i ligaen. På udebane har man derimod præsteret fremragende og hentet hele 20 point (målscore på 19-12). Skal AaB blande sig i medaljekampen, skal nordjyderne gerne have løftet niveauet hjemme på Aalborg Portland Park.

 

Formkurve - hvad vej peger pilen

AaB sluttede efteråret flot af med seks point i de sidste tre kampe, hvor man besejrede stærke modstandere som Esbjerg fB og OB. Offensiven med Lucas Andersen, Tom van Weert og Kasper Kusk i spidsen er begyndt at finde melodien, og pilen peger bestemt opad for nordjyderne. 

 

Nøglespillere

Lucas Andersen. Siden sin ankomst i september har den elegante kreatør gjort en forskel på AaB holdet. Fire mål og en assist i 12 kampe er det blevet til, og Lucas Andersen har en helt særlig evne til at gøre sine medspillere gode og få nordjydernes offensiv til at glide bedre. 

Jacob Rinne. Den svenske målmand har været fremragende i denne sæson, og er den keeper med den højeste redningsprocent, hvis man ser bort fra AGF's Jovanovic (7 kampe) og Brøndbys Bellot (1 kamp). Rinne er ekstremt reaktionstærk og er den målmand i hele ligaen med flest redninger på afslutninger i feltet (41). At AaB blot har lukket 25 mål ind i denne sæson kan i den grad tilskrives et stabillt højt niveau af Rinne mellem stængerne.  

 

Vinterens transfervindue

Tilgange: Robert Kakeeto

 

Afgange: Nikolaj Lyngø, Bardhec Bytyqi

 

 

Resultater i træningskampe

AaB 1 - 2 Hobro IK (Målscorer: Kasper Kusk)

AaB 6 - 0 Thisted FC (Målscorere: Wessam Abou Ali (3), Tom van Weert, Malthe Højholt, Lucas Andersen)

AaB 2 - 2 Slask Wroclav (Målscorere: Tom van Weert (2))

AaB 4 - 1 Septemvri Sofia (Målscorere: Mikkel Kaufmann (2), Marco Ramkilde, Kristoffer Pallesen)

AaB 1 - 0 Desna (Målscorer: Kasper Pedersen)

AaB 2 - 1 SV Waldhof Mannheim (Kasper Risgård, Mikkel Kaufmann)

AaB 5 - 3 Vejle Boldklub (Målscorere: Tom van Weert (2), Jakob Blåbjerg, Lucas Andersen, Kasper Pedersen)    

 

Slutprogram i Grundspillet

AaB's slutprogram i Grundspillet ser meget åbent ud, hvor man både skal møde de forsvarende mestre fra FC Midtjylland, rækkens bundhold Hobro IK og flere af de nærmeste konkurrenter til en plads i Top 6. I efteråret hentede AaB hele 12 point i de omvendte kampe mod de seks hold, man skal op imod i februar og marts, og kan nordjyderne hente tilnærmelsesvis samme antal point skal Kusk og kompagni spille om medaljer i april og maj.Til forårets første kamp mod Randers FC har AaB Jores Okore og Oliver Abildgaard i karantæne. AaB's slutprogram i Grundspillet kan ses nedenfor:

Randers FC (h)

FC Midtjylland (u)

SønderjyskE (h)

Hobro IK (h) 

Brøndby IF (u)

AGF (h)

Udgivet
03/02/2019