Danish Superliga

3 DAGE TIL FORÅRSSTART

COUNTDOWN - BRØNDBY IF

Status på efteråret

Brøndby IF indtager efter 20 spillerunder 3. pladsen i ligaen med 30 point og en målscore på 32-28. I sidste sæson på samme tid lå man nr. 2, og havde hentet hele 46 point (målscore på 45-19). Ambitionerne på Vestegnen er store, og man havde før sæsonen uden tvivl håbet på og nok også forventet at være tættere på F.C. København og FC Midtjylland end henholdsvis 17 og 14 point. På hjemmebane har man i denne sæson blot formået at skrabe 12 point sammen (målscore på 14-15), mens man har set skarpere ud på udebane og hentet 18 point (målscore på 18-13). Skal Brøndby mindske afstanden til ligaens to førerhold, skal man fra forårets start have gjort Brøndby Stadion til det uindtagelige fort, det var tidligere har været.

 

Formkurve - hvad vej peger pilen

Brøndby har leveret en stabil sæson forstået således, at man har hentet næsten lige mange point i første og anden halvdel af efteråret. I de første ti spillerunder sikrede man 14 point (målscore på 16-16), mens man i anden halvdel hentede 16 point (målscore på 16-12). Sidste års sølvvindere sluttede efteråret flot af med fire sejre i de sidste fem kampe, og selvom man tabte til oprykkerne fra Vendsyssel FF i den sidste kamp, peger pilen opad for Brøndby. 

 

Nøglespillere

Kamil Wilczek. Brøndbys helt store profil i efteråret har været det polske angrebes Kamil Wilczek, der har fortsat hvor han slap i foråret, og bombet mål ind. 13 mål i 19 kampe er det blevet til og kan han holde kadencen, får modstandernes defensiv hænderne fulde i foråret. Wilczek er en fremragende afslutter både med venstre ben, højre ben og hovedet og er svær at dæmme op for, når han rammer sit topniveau.En scoringsprocent på 28,3 fortæller i al tydellig en historie om en angriber, der ved hvor målet står.

Josip Radosevic. I sommer måtte Brøndby sige farvel til én af de helt store profiler - styrmanden på den centrale midtbane Christian Nørgaard - som tog turen til Fiorentina i den italienske Serie A. Som erstatning for Nørgaard hentede man Josip Radosevic, som skulle forsøge at hjælpe med at udfylde det store tomrum på den defensive midtbane. Efter en lidt vaklende start er Radosevic kommet godt efter det og har været en af efterårets bedste Brøndby spillere. Defensivt har han stået stærkt i billedet og er den Brøndby spiller med både flest bolderobringer (32) og flest vundne tacklinger (45). Offensivt er han den Brøndby spiller, der har været mest på bolden og har derudover givet flere prøver på sit fremragende skud fra distancen. Kan Radosevic holde momentum og måske endda bygge yderligere på ser chancerne for et succesfuldt Brøndby forår fine ud.   

 

Vinterens transfervindue

Tilgange: Simon Hedlund, Luke Singh

 

Afgange: Johan Larsson, Uffe Bech, Björn Kopplin, Filip Blazek, Gregers Arndal Lauritzen

 

 

Resultater i træningskampe

Brøndby IF 8 - 0 BSF (Målscorere: Kamil Wilczek (2), Jesper Lindstrøm (2), Mikael Uhre, Dominik Kaiser, Josip Radosevic, Simon Hedlund)

Brøndby IF 1 - 3 FC Roskilde (Målscore: Besar Halimi)

Brøndby IF 5 -1 Lokomotiv Tashkent (Målscorere: Ante Erceg (2), Kamil Wilczek, Simon Hedlund, selvmål)

Brøndby IF 1 - 0 Pashtakor Tashkent (Målscorer: Mikael Uhre)

Brøndby IF 3 - 1 Pogon Szczecin (Målscorere: Mikael Uhre, Simon Hedlund, selvmål)

 

Slutprogram i Grundspillet

Brøndby IF's slutprogram i Grundspillet ser rigtig fornuftigt ud, men skulle man sætte point til i de første par kampe, kan man pludselig været presset i forhold til at sikre billetten til Mesterskabsspillet, da man møder sine direkte konkurrenter nr. 5-9. I efteråret hentede Brøndby ti point i de omvendte kampe mod de seks hold, man skal op imod i februar og marts, og kan de blå/gule matche denne pointhøst i forårets første seks kampe er Top 6 en realitet. Til forårets første kamp mod FC Nordsjælland sidder Brøndby holdets største profil - Kamil Wilczek - ude med karantæne. Mange øjne vil derfor hvile på svenske Simon Hedlund som er kommet til i vinterpausen og scoret flittigt i træningskampene. Brøndbys slutprogram kan ses nedenfor:

FC Nordsjælland (u)

Esbjerg fB (u)

Randers FC (h)

OB (u) 

AaB (h)

AC Horsens (u)

Udgivet
05/02/2019