Danish Superliga

1 dag til 3F Superliga

Nedtælling med nr. 1 - FC Midtjylland

Status efter 24 spillerunder

FC Midtjylland indtager 1. pladsen i 3F Superliga med 62 point efter 24 kampe. 8 point flere end på samme tidspunkt i sidste sæson.

 

FC Midtjylland har haft en fantastisk sæson og har distanceret de nærmeste forfølgere - de forsvarende danske mestre fra F.C. København - med ikke mindre end 12 point. 62 point er den højeste pointhøst all-time i Superligaens historie efter 24 kampe, hvilket sætter en tyk streg under den imponerende sæson Ulvene har sat sammen. Især på udebane har FC Midtjylland leveret over par med hele 34 point - hele 14 point flere end ligaens næstbedste udehold.

 

Expected Points

Ser man på stillingen med 'Expected Points briller' havde FC Midtjylland med 47 xPoints indtaget førstepladsen, men været langt mere presset i kampen om det danske mesterskab. Kigger man på målscoren kan man se, at det især er færre indkasserede mål, der kan forklare den markante forskel på den aktuelle stilling og Expected goals tabellen. Den danske landsholdsmålmand Jesper Hansen vandt Tipsbladet 'Det Gyldne Bur' i 2019 og FC Midtjylland keeperen har leveret en stor sæson med en redningsprocent på 81.2% (#1) og hele 13 clean sheets (#1). Man kunne foranledes til at tro, at den altoverskyggende årsag til de flotte statikker er, at midtjydernes defensiv tillader modstanderen meget få chancer og endnu færre åbne chancer, men Jesper Hansen er faktisk den keeper i ligaen med ottendeflest redninger i sæsonen og har reddet to af tre indkasserede straffespark. FC Midtjylland har nogle af ligaens bedste defensive og offensive spillere, så den lavere pointhøst i Expected Goals tabellen skal nok mere ses som et udtryk for høj kvalitet end held. 

Få større indblik i Expected Goals her og se OPTA's definitioner på xG og xA

https://www.optasports.com/services/analytics/advanced-metrics/

 

Nøglespillere

En redningsprocent på 81.2% (#1) og 13 clean sheets (#1) i sæsonens første 24 kampe taler sit tydelige sprog. Jesper Hansen har været ligaens stærkeste målmand i denne sæson og kan med endnu et rent bur melde sig ind i Superligaens klub 100. En fint selskab bestående af blot tre målmænd - Mogens Krogh (126), Arek Onyszko (106) og Jimmi Nielsen (100). Hansen er en komplet og moderne målmand som både er stærk med hænder og fødder, og kan han og FC Midtjylland holde det høje niveau i sæsonens sidste 12 spillerunder er der gode muligheder for, at Robin Olsens all-time rekord på 19 clean sheets på en sæson kan komme inden for rækkevidde.

 

Anfører Erik Sviatchenko er hjertet på FC Midtjylland holdet. Han er lederen i forsvaret, hvor han sammen med Alexander Scholz udgør en stærk midterakse. Han sætter sig igennem i samtlige dueller og især i luften har han med 95 vundne luftdueller vist stor styrke. Det er næstflest af alle i 3F Superliga. Også offensivt er den tidligere Celtic-spiller en vigtig brik hos midtjyderne. Her har Sviatchenko noteret sig for tre mål og tre assists i sine 22 kampe. En offensiv produktion ingen anden forsvarsspiller i ligaen kan matche. 

 

En af de mest iøjnefaldende offensive profiler i denne sæson har været FC Midtjyllands Evander. Den brasilianske troldmand har noteret sig for syv mål og syv assists i 22 kampe og har skabt flere chancer for sine holdkammerater end nogen anden spiller i ligaen (74). 21-årige Evander er teknisk ekstremt stærk og har et rigtig godt spark, men han skal arbejde med den sidste skarphed i afslutningsfasen. Midtbanespilleren har haft ikke færre end 55 afslutninger i sæsonen. Det er syv flere end holdkammerat Ronnie Schwartz, der har været ligaens næstmest afsluttende spiller. Med fire mål i åbent spil på 55 afslutninger er der bestemt rum til forbedring for Evander. 

 

Form i foråret

FC Midtjylland har gjort rent bord i forårets fire kampe med overbevisende sejre over Lyngby Boldklub, Hobro, SønderjyskE og Randers FC.

 

Mål og højdepunkter fra forårets 4 kampe

 

Slutprogram i Grundspillet

FC Midtjylland sparker foråret i gang igen hjemme mod AC Horsens, som har to af deres største profiler Simon Okosun og Bjarke Jacobsen siddende udenfor med karantæne. Ulvene har vundet de seneste 11 møder med 'Den Gule Fare', så ligaens førerhold er storfavorit i mandagens kamp. I 26. spillerunde skal man så på besøg på Right to Dream Park, hvor FC Nordsjælland venter. Et opgør som man må forvente byder på høj intenstitet og fremragende underholdning.  

 

 

Karantæner mod FC :

FC Midtjylland har ingen spillere i karantæne i 25. spillerunde.

 

 

 

 

Udgivet
25/05/2020